Sunde tænder

Her på siden får du input til, hvordan du kan holde tænderne sunde og stærke.
Fotograf
Rie Neuchs

Få ny opmærksomhed på dine vaner. Skriv dem ind i et skema. Mon der skal ændres på noget?

Husk tandbørstningen - det gør en forskel

Fra dit barn begynder at få mælketænder, er det vigtigt, at tænderne bliver børstet af en voksen 2 gange om dagen med tandpasta med fluorid. Børst dit barns tænder, indtil barnet er mellem 10-12 år. På den måde holdes tænderne rene, og du kan undgå, at dit barn får huller i tænderne.

De gode råd

  • Børst dit barns tænder 2 gange dagligt
  • Børst i 2 minutter
  • Brug tandpasta med fluorid
  • Undgå at skylle munden efter tandbørstning.

Tandplejens anbefalinger

Vis alle

Hvordan børster jeg tænderne bedst?

  • Læg tandbørsten skråt mod tandkødet, så børstehårene berører tandkødskanten
  • Bevæg børsten i ganske små cirkelbevægelser
  • Børst systematisk og sørg for at komme rundt på alle tandflader
  • Afslut gerne din tandbørstning med at børste tungen. Du behøver ikke en særlig tungebørste, men kan bruge din almindelige tandbørste
  • Det tager mindst 2 minutter at børste tænderne rene.

Find gode råd til tandbørstning på småbørn.

Find gode råd til tandbørstning på større børn.

Hvilken tandpasta skal jeg bruge?

Vi anbefaler, at du bruger tandpasta med fluorid, fordi det styrker tænderne, så man nemmere undgår at få huller. 

For at undgå at få for meget fluorid skal indholdet af fluorid og mængden af tandpasta, tilpasses ens alder. Se fluoridindhold på bagsiden af tandpastatuben.

Tandpasta til børn og unge

0-3,5 år: Brug en tandpasta med 1000 ppm fluorid. Brug kun, hvad der svarer til en halv af barnets lillefingernegl ved hver tandbørstning.

3,5-5 år: Indholdet af fluorid kan øges til 1450 ppm. Brug kun, hvad der svarer til barnets lillefingernegl ved hver tandbørstning.

6-11 år: Brug en tandpasta med 1450 ppm fluorid og brug ca. 1 cm tandpasta på tandbørsten - hver gang.

>11 år: Brug en tandpasta med 1450 ppm fluorid og brug ca. 2 cm tandpasta på tandbørsten - hver gang.

Man kan forlænge virkningen af fluorid, hvis man undlader at skylle munden med vand efter tandbørstning.

Hvordan skal tandbørsten være?

Blød tandbørste

Børst tænderne med en tandbørste med bløde tandbørstehår. Den børster både tænderne rene og er skånsom mod tandkødet. 

Tandbørste med lille tandbørstehoved

Tandbørster findes i mange former og farver.

Vi anbefaler, at man bruger en tandbørste med et lille tandbørstehoved. Så bliver det nemmere at børste rent på alle flader af tænderne. 

Husk at skifte tandbørsten

Tandbørsten skal skiftes hver 3. måned, eller hvis den er meget slidt eller tandbørstehårene stritter. En slidt tandbørste kan ikke børste dine tænder grundigt rene.

Er en elektrisk tandbørste en god idé?

Hvornår kan du bruge elektrisk tandbørste?

Du kan selv vælge om, du vil bruge almindelig tandbørste eller en elektrisk tandbørste. Begge typer er effektive, når de bruges rigtigt.

Hvis du ikke oplever forbedring af din mundhygiejne med en almindelig tandbørste, selvom du har øvet dig, så prøv fx med en elektrisk tandbørste.

Hvordan virker en elektrisk tandbørste?

En elektrisk tandbørste laver selv de bevægelser, der børster tænderne rene. Derfor skal man ikke lave små cirkelbevægelser med tandbørsten, som med en almindelig tandbørste.

En elektrisk tandbørste er ikke lydløs, og dets bevægelser på tænderne kan opleves som en brummen i munden. Det kan kræve en mindre tilvænning. 

En elektrisk tandbørste har et mindre børstehoved, derfor kan det blive nødvendigt at putte tandpasta på to gange under tandbørstningen.  

Du kan altid tage din elektriske tandbørste med på tandklinikken og få hjælp og vejledning.

Se billeder af tandbørstning med elektrisk tandbørste.

Skal jeg bruge tandtråd?

Nogle kan have glæde af at bruge tandtråd. Tal med tandklinikken og find ud af, om det gælder dig.

Det er vigtigt, at tandtråd bruges korrekt, så du ikke skader dit tandkød. Tandklinikken kan hjælpe dig med teknikken.

Hvad med farvetabletter, tandstikkere og mundskyllevæske?

Farvetabletter

På apoteket kan man købe farvetabletter, som kan vise, om tænderne er børstet rene. Børst først tænderne, brug derefter farvetabletten som angivet i brugsanvisningen. Kontrollér derefter, om der sidder farvede belægninger tilbage på tænderne. Børst til sidst tænderne helt rene.

Tandstikkere

Det anbefales ikke at bruge tandstikkere til børn og unge. Ved særlige forhold vil det blive vist på klinikken.

Mundskyllevæske

Det anbefales ikke at bruge mundskyllevæske. I stedet anbefaler vi en grundig tandbørstning, som den vigtigste måde til at opnå en god mundhygiejne.

Hvordan påvirker mad og drikke tænderne?

Mad og drikke i hverdagen

Det, du spiser og drikker, kan påvirke dine tænders sundhed. Hvis du fx spiser sukkerholdige snacks mange gange i løbet af din dag, er der større risiko for huller i tænderne. Drikke som fx sodavand og saft, kan også skade dine tænder, fordi der er meget sukker og syre i dem.

Dine vaner og adfærd spiller en rolle i hverdagen. Hvis du vil holde dine tænder sunde, kan du følge vores gode råd.

De gode råd

  • Spis sundt og varieret
  • Skru ned for mad og drikke, der indeholder meget sukker
  • Undgå små sukkerholdige snacks i løbet af dagen
  • Drik vand eller mælk til hverdag, gem sodavand og saft til fest.

Vidste du, at Sundhedsstyrelsen anbefaler max ½ liter sodavand eller lignende om ugen til større børn og voksne?

På "Alt om kost" kan du læse fakta og gode råd i "Sluk tørsten i vand".

Inspiration til mad og drikke

 Alt om kost

"Er du for sød?"

Billeder af sunde snacks