Tænder og tandpleje 0-5 år
Hvornår bryder mit barns mælketænder frem?
Den første tand bryder frem, når dit barn er ca. 6-7 måneder, men der kan være stor forskel fra barn til barn.
Oftest er rækkefølgen; fortænder, kindtænder, hjørnetænder. Der kommer 20 mælketænder i alt. Det er vigtigt at passe godt på dem, både for at undgå smerte hos dit barn og for at holde pladsen til de nye tænder.
Småbørn og mælketænder
Vis alle
De gode råd
Når dit barn begynder at få sine mælketænder, er det vigtigt, at tænderne bliver børstet af en voksen 2 gange om dagen.
På den måde holdes tænderne rene, og du kan undgå, at dit barn får huller i tænderne.
De gode råd:
- Børst dit barns tænder 2 gange om dagen
- Brug tandpasta med fluorid
- Undgå hyppig indtag af søde drikke og snacks til dit barn.
Hvornår skal mit barn til første besøg på tandklinikken?
Dit barn indkaldes automatisk til det første besøg på tandklinikken, når det er ca. 1 år gammelt. Ved dette besøg kigger vi på dit barns tænder.
Hvad kommer der til at ske?
Dit barn oplever at komme på besøg på tandklinikken, og du kan stille de spørgsmål, der måtte være i forhold til tandbørstning og barnets generelle tandsundhed.
Herefter vurderes det, hvornår vi gerne vil se dit barn igen. Hvis du er nytilflyttet, indkaldes dit barn også automatisk.
Kontakt
Du er altid velkommen til at kontakte Tandplejen, hvis der er noget, du er i tvivl om - også før dit barn indkaldes første gang.
Hvilken tandbørste og tandpasta skal jeg bruge til mit barn?
Tandbørste
Vi anbefaler, at du børster dit barns tænder med en tandbørste med bløde tandbørstehår og hvor tandbørstehovedet er lille.
Børst dit barns tænder fra første tand bryder frem.
Tandpasta
Vælg en tandpasta, som indeholder fluorid tilpasset barnets alder og brug kun en lille smule.
Børn 0-3½ år
For børn 0-3½ år anbefaler vi fluoridindhold på 1000 ppm, og at I bruger en tandpastamængde svarende til ½ lillefingernegl (barnets lillefinger) pr. gang.
Børn 3½-5 år
For børn 3½-5 år kan fluoridindhold øges til 1450 ppm. Brug en tandpastamængde, der svarer til barnets lillefingernegl pr. gang.
Hvad kan jeg gøre, hvis det er svært at børste tænderne?
Tandbørstnings-situationen kan gøres rarere ved, at du er opmærksom på nogle forhold i dit barns mund og på, hvad du gør under selve tandbørstningen.
Sang og fantasi-historier
Nogle gange kan en yndlingssang skabe en rar stemning og hjælpe tandbørstningen på vej. Andre gange kan en lille fantasifuld historie om, hvordan du med tandbørsten er ved at fange alle "sommerfuglene" eller "bilerne" på barnets tænder - måske hjælpe dit barn til at ligge stille og få børstet tænder.
God hovedstøtte
Når du skal børste tænder på dit barn, er det en god idé, at dit barn har ordentlig støtte til sit hoved, så du ikke rammer forkert med tandbørsten.
Bedre overblik
Fx kan du børste dit barns tænder, når dit barn ligger på puslebordet med hovedet vendt mod dig. Du får støttet dit barns hoved, får et bedre overblik og kan bedre komme til at børste tænderne.
Du kan også lade dit barn ligge på et andet fast underlag (fx gulvet, sengen) og børste dit barns tænder. Gør det, som passer godt hjemme hos jer.
Se og børst mælkekindtænderne
Når mælkekindtænderne begynder at komme frem, bliver det vigtigt at kunne se, hvad der sker bagerst i munden.
Et godt tip er at holde let ud i kinden på dit barn med en finger. Så kan du se de bagerste tænder og undgå at ramme kinden under tandbørstningen.
Et kort læbebånd
Hvis dit barn har et kort læbebånd, kan det være ubehageligt at få børstet fortænderne. Læbebåndet går mellem overlæben og de to fortænder i overmunden.
Når du børster, kan du lade være at børste på tværs af de to fortænder. I stedet kan du børste fortænderne fra hver sin side.
Når du bruger denne tilgang, kan ubehaget blive mindre for dit barn.
Hvorfor savler mit barn og har ømme gummer?
Når dit barns mælketænder er på vej, kan dit barn blive pylret og savle en del. Dit barns gummer kan også blive ømme.
Bidering
Nogle gange kan det derfor hjælpe dit barn at gnave i en kold bidering.
Det er ikke almindeligt at få feber på grund af tandfrembrud. Kontakt evt. egen læge, hvis dit barn har feber.
Går amning og sutteflaske ud over mit barns tænder?
Amning
Tandplejen læner sig op ad Sundhedsstyrelsens anbefalinger , når det handler om amning af det lille barn. Det vil sige fuld amning til ca. 6 måneder, og delvis amning op til 12 måneders alderen eller længere.
Tandbørstning mens du ammer
Fra den første tand bryder frem er det vigtigt, at du børster dit barns tænder med fluoridtandpasta for at styrke barnets tænder.
Hvis der ammes udover 1-års alderen, især om natten eller med hyppige intervaller, bliver risikoen større for at få huller i tænderne (caries).
Læs mere om tandpasta og brug af fluoridtandpasta.
Sutteflaske
Sutteflaske bør bruges til modermælkserstatning, udmalket modermælk og vand. Det kan være skadeligt for tænderne, hvis dit barn får saftevand, juice, honning og lignende i sutteflasken. Både sukkeret og syren er med til at skade tænderne.
Bør små børn undgå rosiner?
Rosiner kan indeholde svampegiften ochratoksin A. Det gælder også økologiske rosiner. Små børn under 3 år bør ikke spise mere end ca. 50 gram rosiner om ugen.
Derudover indeholder rosiner meget sukker og klistrer sig fast til tænderne. Hyppigt sukkerindtag kan give risiko for huller i tænderne.
Hvilke sunde snacks kan jeg give mit barn?
Vi læner os op ad Sundhedsstyrelsens anbefalinger om mad og drikke til småbørn.
Vi anbefaler, at begrænse de sukkerholdige snacks i hverdagen.
Gem fx tørret frugt, figenstænger og kiks til festlige lejligheder. I stedet kan du give dit barn grøntsager og frisk frugt.
Inspiration til mad og drikke
"Mad til små - fra mælk til familiens mad"
"Mad og måltider til småbørn - Fra 8 måneder op til 3 år"
Får mit barn skæve tænder af sutten?
Forsikring
Efter en tandskade kan der være risiko for, at der opstår senfølger.
Derfor anbefaler vi, at du tegner en tandskadeforsikring til dit barn og anmelder skaden, hvis uheldet er ude.