Tandregulering

Læs om at få bøjle på tænderne.
Fotograf
Rie Neuchs

Hvordan foregår tandregulering?

Hvis du har en tandstillingsfejl, som på sigt vil skade dit tandsæt eller dit bid, bliver du tilbudt en tandreguleringsbehandling.

1. samtale

Inden en behandling sættes i gang, er du og dine forældre til en samtale hos en specialtandlæge, som efter forskellige undersøgelser vil fortælle, hvilken bøjle der er brug for. Bøjlebehandling sættes altid i gang i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Aftale

Der sættes kun en behandling i gang, hvis specialtandlægen vurderer, at der er behov for det, og familien vælger at tage imod tilbuddet om tandregulering.

Et vellykket forløb

For at forløbet af en bøjlebehandling skal fungere, kræver det samarbejde og stor interesse. Hele familien bliver ofte involveret i den nye situation.

Herudover kræver et vellykket forløb, at man passer sine tider så vidt muligt og opretholder en god mundhygiejne.

Ventetid i tandreguleringen

Der i øjeblikket er lang ventetid på tandreguleringsbehandling. 

Den lange ventetid kan i nogle tilfælde medføre en ændring eller en forværring af tandstillingen, som kan have indflydelse på behandlingens varighed og omfang.

Vi arbejder, så hurtigt vi kan, på at nedbringe ventelisterne og prioriterer at indkalde de patienter først, som har størst behov for behandling.

Frit valg

Der er frit valg af tandplejetilbud. Det betyder, at unge på 16-17 år kan vælge at gå til tandregulering hos en privat praktiserende specialtandlæge i ortodonti uden egenbetaling. Dette gælder også unge på 18-21 år født i 2004 eller derefter. 

For børn 0-15 år, der vælger privat tandpleje, er der en egenbetaling på 35%.

Der kan også være egenbetaling ved anden eller dyrere behandling end dén, Tandplejen kan godkende.

Tilbuddet gælder det samlede tilbud om tandpleje, det vil sige både almindelig tandpleje og bøjlebehandling. 

Læs mere om frit valg 

Aftale

Hvis I ønsker at benytte frit valg, skal der laves en aftale, inden I går i gang. Ring til Tandplejens Kontaktcenter på tlf. 35 30 39 60 og få nærmere besked om dette.

Tandbørstning ved fast bøjle

Når du har fast bøjle på, skal du være ekstra grundig med din tandbørstning. Du skal også bevæge tandbørsten lidt anderledes, når du børster dine tænder.

Sådan gør du

  • Børst i cirkler ved tandkødet
  • Børst både over, under og på bøjlen
  • Børst tyggefladerne
  • Børst bagsiden af tænderne
  • Få tandpasta godt ind mellem tænderne
  • Undgå at skylle bagefter
  • Brug tandpasta med fluorid.

Solotandbørste

Det kan være, du får brug for en ekstra tandbørste, solotandbørsten, for at kunne komme til. Den dag, du får fast bøjle på, får du vist på tandreguleringsklinikken, hvordan du skal bruge den. Solotandbørster kan fx købes på apoteket.

Billede
Tandbørstning af tænder med bøjle (brackets) på. Børstning af den øverste del af tanden, der ikke er dækket af bøjle (brackets)
Tandbørstning af tænder med bøjle (brackets) på. Børstning af den øverste del af tanden, der ikke er dækket af bøjle (brackets).
Fotograf
Tandplejen
Billede
Tandbørstning med bøjle. Tandbørstning af den nederste den af tanden.
Tandbørstning af tænder med bøjle (brackets) på. Børstning af den nederste del af tanden, der ikke er dækket af bøjle (brackets).
Fotograf
Tandplejen

Gode råd

Vis alle

Hvorfor får jeg ømme tænder?

Du kan blive øm i tænderne de første dage efter, at bøjlen er sat på, og når du har været til kontrol, hvor der er justeret på bøjlen.

Smertestillende medicin

Aftal med dine forældre, om du evt. kan tage lidt smertestillende medicin (håndkøb) før spisetid, og inden du skal sove.

Hvad gør jeg, hvis bøjlen stikker i min læbe eller kinden?

Lige når du har fået bøjle på, kan det ske, at bøjlen stikker i læben eller kinden.

Brug udleveret voks

Du kan bruge lidt af den voks, som du har fået med hjem. Varm en lille smule voks op mellem fingrene og sæt det fast på bøjlen, der hvor den stikker.

Hvis din bøjle er gået i stykker, skal du ringe til os på telefon 35 30 39 60.

Hvorfor skal jeg bruge elastikker?

Elastikkerne hjælper til med at flytte dine tænder. Derfor er de vigtige at bruge, selvom de godt kan være lidt irriterende. Elastikkerne er en vigtig del af din tandregulering. 

Brug de rigtige elastikker

Elastikker har forskellige størrelser og styrker, og påvirker din behandling aktivt. Derfor er det vigtigt at du kun bruger de elastikker, som du har fået udleveret på din klinik.

Ømme tænder

Du kan godt blive øm i tænderne de første par dage, når du starter med elastikkerne, fordi de netop hjælper til med at flytte dine tænder.
Du har selv indflydelse på, hvor hurtigt dine tænder flytter sig. Brug derfor elastikkerne, som du og din klinik har aftalt.

Hvornår skal jeg bruge elastikkerne?

Du skal enten bruge dine elastikker hele tiden eller kun om natten. Det fortæller de dig på klinikken.

Hvis du bruger elastikkerne hele tiden, skal du tage dem ud, når du spiser eller børster tænder.

Hvor tit skal jeg skifte elastikker?

Det aftaler du med din klinik.

En god ide er dog, at du altid har en pose elastikker med dig i din taske eller lomme, hvis du skulle stå og mangle.

Hvad gør jeg, hvis jeg løber tør for elastikker?

Hvis du løber tør for elastikker inden din næste tid, så ring på telefon 35 30 39 60 og aftal, hvornår du kan hente elastikker fra din klinik.

Er der noget, jeg ikke må spise, når jeg har fast bøjle på?

Du kan sagtens spise almindelig mad. Du kan skære maden i mindre stykker for at gøre det nemmere.

Mad og slik, som f.eks. lakridser og karameller, der er meget hårdt, sejt eller klæbrigt, kan ødelægge bøjlen. Du bør undgå det i den tid, du har bøjle på.

Det meste sukkerfrie tyggegummi vil godt kunne tygges, bare det ikke er for hårdt eller klæbrigt.

Madrester bliver let siddende i bøjlen, så det er en god idé at børste tænder eller skylle munden, hver gang du har spist.

Hvordan holder jeg en aftagelig bøjle ren?

En aftagelig bøjle skal tages ud af munden, når den skal gøres ren. Børst den morgen og aften med en tandbørste og flydende håndsæbe (fx parfumefri), opvaskemiddel eller tandpasta. Brug koldt vand undervejs (den kan ikke tåle varmt vand) og skyl den fri for sæberester.

Når bøjlen trænger til ekstra rengøring

  • Kan den lægges i en opløsning af halvt vand og halvt husholdningseddike i ca. ½ time og børstes godt bagefter
  • Bøjlen kan ikke tåle varmt vand, brug koldt vand
  • Bøjleæsken skal også være ren, den kan tåle at komme i opvaskemaskine.

Hvad skal jeg gøre med min aftagelige bøjle, når jeg spiser?

Tag bøjlen ud, når du spiser.

Mens du spiser, skal du lægge bøjlen i den bøjleæske, du får på din klinik, så bøjlen ikke bliver væk.

Når du har spist, skal du helst skylle munden med vand eller børste tænder, inden du tager bøjlen på igen.

Læg altid bøjlen i æsken, når den ikke er i munden.

Hvad skal jeg gøre, hvis min bøjle går i stykker?

Hvis din bøjle går i stykker eller bliver væk, skal du hurtigst muligt ringe til os på telefon 35 30 39 60.

Hvis bøjlen ikke bruges som aftalt, flytter tænderne sig hurtigt tilbage igen, og behandlingen kan blive forsinket.

Det er derfor vigtigt, at du kontakter os hurtigst muligt, så det ikke går ud over din behandling.

Hvordan børster jeg ved mine miniskruer (ganeskruer)?

Når du har fået miniskruer i din gane, vil tandkødet (slimhinden i ganen) forsøge at vokse sig op over miniskruerne. Hvis det sker, kan miniskruerne løsne sig og evt. mistes. Løsning af miniskruer, kan både skabe forsinkelse og ændringer i behandlingsplanen.

Brug en ekstrablød solotandbørste

Det er derfor ekstra vigtigt, at du udover din almindelige tandbørstning, også hver dag masserer tandkødet rundt om miniskruerne med en ekstrablød solotandbørste. På den måde kan du få sundt tandkød omkring miniskruerne, og undgå risiko for løsning. En ekstrablød solotandbørste kan fx købes på apoteket og webshops.

Tandbørstning (massage) omkring miniskruer

  • Brug en ekstrablød solotandbørste til miniskruerne
  • Børst grundigt rundt om miniskruerne 3 gange om dagen (fx morgen, efter skole, aften)
  • Brug 1-2 minutter på at børste miniskruerne hver gang
  • Tryk mere med solotandbørsten end, når du normalt børster tænderne
  • Få hjælp til tandbørstningen af fx forældre. Det er nemmere at børste miniskruerne i ganen, når der er godt med lys, og man kan se, hvad man laver. 

Ømhed og smertelindring

Der kan opstå ømhed efter indsættelse af miniskruer, det kan vare et par dage. Aftal med dine forældre, om du evt. kan tage lidt smertestillende medicin (håndkøb) fx Panodil eller Ipren. 

Brug af Klorhexidin Gel

Lige efter indsættelse af miniskruer, kan der lægges Klorhexidin Gel direkte på miniskruerne i de første par dage fx med en vatpind. Klorhexidin skal bruges 1 time før eller efter tandbørstning. Det kan købes i håndkøb på fx apoteket.

Ganebøjle

Du har fået sat en ganebøjle fast på dine miniskruer. Udover at børste alle dine tænder, og massere tandkødet ved miniskruerne, skal du også børste din ganebøjle grundigt. Ganebøjlen kan godt tåle at blive børstet på - den går ikke i stykker.

Ganebøjle og tandbørstning

  • 3 x daglig tandbørstning med en blød tandbørste til ganebøjlen
  • Få hjælp til tandbørstningen af fx forældre. Det er nemmere at børste ganebøjlen, når der er godt med lys, og man kan se, hvad man laver. 

Kost

Gå udenom hårde/seje fødevarer. Læs mere under afsnittet "Er der noget, jeg ikke må spise, når jeg har fast bøjle på?"

Hvad skal jeg huske på, når jeg har en metaltråd bag på tænderne?

Du har fået rettet dine tænder og har ikke længere den faste bøjle på. For at undgå at tænderne flytter sig lidt tilbage, er det derfor vigtigt at bruge en afslutningsbøjle. Denne sidste del af behandlingen er lige så vigtig som den første.

Der er to typer afslutningsbøjler, som oftest bruges samtidig:

  • En tynd metaltråd
  • Forskellige aftagelige bøjler, se afsnit "Hvad skal jeg huske på med den aftagelige afslutningsbøjle?"

Den tynde metaltråd

Den sættes på direkte bag på tænderne og skal som hovedregel sidde der i lang tid. Det kan være 2-3 års tid eller endnu længere. Det kan også være hele livet. 

Metaltråden skal også børstes

Du kan bruge din almindelige tandbørste, når du børster bag på tænderne med metaltråd på. Når du holder tandbørsten mere lodret, kan du børste området bedre rent. Ved behov kan du bruge en solotandbørste.

Kost

Der må ikke bides i hårde ting med fortænderne fx æbler, gulerødder og lignende.

Hvad gør jeg med en løs metaltråd?

Det er utrolig vigtigt, at du ikke går rundt med en løs metaltråd, for det kan få dine tænder til at flytte sig. Hvis din metaltråd er løs, skal du have en tid hurtigst muligt på din bøjleklinik.

Hvis metaltråden falder helt af, skal du medbringe den, så vi kan sætte den på igen. 

Ring til os hurtigst muligt på telefon 35 30 39 60 og få en tid hos din bøjleklinik. 

Når du ikke længere går hos os

Når du ikke længere går i Tandplejen, skal du henvende dig til en privat praktiserende specialtandlæge i ortodonti, hvis metaltråden er løs.

Hvad skal jeg huske på med den aftagelige afslutningsbøjle?

Den skal typisk bruges meget i starten. Efter et stykke tid, skal den evt. kun bruges om natten. Følg de anbefalinger, som du har fået på din bøjleklinik.

Både tænder og aftagelig bøjle skal børstes

Du skal børste dine tænder, som du plejer med brug af fluoridtandpasta. Du skal tage den aftagelige bøjle ud af munden og børste den ren med en tandbørste dagligt.

  • Den skal børstes mindst 2 x dagligt med en blød tandbørste
  • Brug koldt/lunkent vand, ikke varmt eller kogende vand, det ødelægger bøjlen - deformerer den
  • Brug flydende håndsæbe (fx parfumefri), opvaskemiddel eller tandpasta
  • Skyl bøjlen fri for sæberester med koldt vand.

Når du spiser og drikker

Tag bøjlen ud, når du spiser, og drikker varme drikke. Efter du har spist, skal du helst skylle munden med vand eller børste dine tænder, inden du tager bøjlen på igen. 

Ingen tyggegummi, når bøjlen er i munden.

Bøjlen skal i æsken

Læg altid bøjlen i æsken (du har fået én på klinikken), når den ikke er i munden. På den måde kan du undgå, at den bliver ødelagt eller glemt et sted.

Ekstra rengøring

Hvis bøjlen trænger til ekstra rengøring, kan den lægges i en opløsning af halvt vand (koldt) og halvt husholdningseddike i ca. ½ time og børstes godt bagefter.

Bøjleæsken skal også holdes rent, den kan godt tåle at komme i opvaskemaskine.

Hvad gør jeg, hvis der sker noget med min aftagelige bøjle?

Hvis bøjlen bliver væk eller går i stykker, er det vigtigt, du ringer til os. Hvis bøjlen ikke bliver brugt som aftalt, flytter tænderne sig hurtigt tilbage igen.

Ring til os hurtigst muligt på telefon 35 30 39 60, og få en tid hos din bøjleklinik.