Frit valg af tandpleje
Alle børn og unge 0-21 år, som er født efter 31.12.2003 og har bopæl i Københavns Kommune, har mulighed for at vælge Frit valg af tandplejetilbud.
Frit valg
Vis alle
Hvis du vælger en af vores klinikker
Du er altid velkommen til at skifte til en af vores andre tandklinikker.
- Find adresser på vores tandklinikker under Kontakt.
- Ring eller skriv til os for at aftale, hvor du vil gå.
- I perioder kan enkelte klinikker have lukket for tilgang. Vores Kontaktcenter kan oplyse om, hvilke klinikker du kan vælge.
Hvis du vælger en anden kommunal tandpleje
Du kan ønske en anden kommunal tandpleje, hvis de har kapacitet til at tage imod dig.
- Du skal først sikre dig, at den anden kommunale tandpleje siger ja til, at du kan gå hos dem.
- Giv os derefter besked om den valgte kommunale tandpleje, så vi kan lave en aftale med dem.
Hvis du vælger en privat tandlæge eller tandplejer
Du kan vælge en privat tandlæge eller tandplejer.
Vær opmærksom på, at dette gælder:
- Først skal du sikre dig, at den private tandlæge eller tandplejer siger ja til, at du kan gå hos dem.
- Hvis du får brug for bøjlebehandling, skal behandlingen ske hos en privat bøjletandlæge (specialtandlæge i ortodonti). Du eller din private tandlæge/tandplejer skal finde en privat bøjletandlæge, som kan stå for behandlingen.
- Giv os besked om den valgte private tandlæge/tandplejer/specialtandlæges navn, adresse og telefonnummer, så vi kan lave en aftale med dem.
- Det er vigtigt, at aftalen er på plads, inden du begynder hos din nye tandlæge/tandplejer. Ellers kan vi ikke yde tilskud.
- Vi yder tilskud til alle de ydelser, der er grundlag for ud fra en tandlægefaglig vurdering og ud fra Sundhedsstyrelsens retningslinjer.
- Der er for ydelserne fastsat et maksimumbeløb, hvortil der gives tilskud.
- Det betyder, at der kan forekomme egenbetaling ved andre eller dyrere behandlinger end dem, Tandplejen kan godkende.
- Hvis du er 0-15 år, får du et tilskud på 65% af maksimumbeløbene - dog kun på de ydelser, vi kan godkende.
- Hvis du er 16-21 år, får du et tilskud på 100% af maksimumbeløbene - dog kun på de ydelser, vi kan godkende.
- Hvis du er i gang med en større behandling, som fx bøjlebehandling, skal den gøres færdig der, hvor den er sat i gang.
Læs mere om tilskud, egenbetaling og maksimumbeløb nedenfor.
Tilskud og egenbetaling hvis du er 0-15 år
Hvis den private tandlæges pris er indenfor vores maksimumbeløb, får du 65% i tilskud - det vil sige, at du selv betaler 35%.
Derudover vil der være egenbetaling, hvis tandlægens pris overstiger vores maksimumbeløb. Du skal da selv betale 100% af det overskydende beløb.
Hvis du ønsker en behandling, som vi ud fra en tandfaglig vurdering ikke kan godkende, skal du selv betale 100%.
For tandregulering yder Tandplejen et tilskud, som beregnes individuelt. Tilskuddet svarer til det, din/ dit barns tandreguleringsbehandling ville koste i Tandplejen.
Priseksempel på plastfyldning fortand
Eksempel på privat tandlæges pris: 1122 kr.
Eksempel på vores maksimumbeløb: 1052 kr.
Overskydende beløb: 1122 kr. - 1052 kr. = 70 kr.
Egenbetaling: 35% af 1052 kr. og 100% af 70 kr.
Egenbetaling: 368,20 kr. + 70 kr. = 438, 20 kr.
Priseksempel på bøjlebehandling
Eksempel på privat specialtandlæges pris: 48.000 kr.
Eksempel på individuelt tilskud fra Tandplejen: 29.000 kr.
Overskydende beløb: 48.000 kr. - 29.000 kr. = 19.000 kr.
Egenbetaling: 35% af 29.000 kr. og 100% af 19.000 kr.
Egenbetaling: kr. 10.150 kr. + 19.000 kr. = 29.150 kr.
Se Tandplejens maksimumbeløb nedenfor.
Tilskud og egenbetaling hvis du er 16-21 år og født efter 31.12.2003
Hvis den private tandlæges pris er indenfor vores maksimumbeløb, får du 100% i tilskud.
Hvis tandlægens pris overstiger vores maksimumbeløb, skal du selv betale 100% af det overskydende beløb.
Hvis du ønsker en behandling, som vi ud fra en tandfaglig vurdering ikke kan godkende, skal du selv betale 100%.
For tandregulering yder Tandplejen et tilskud, som beregnes individuelt. Tilskuddet svarer til det, din/ dit barns tandreguleringsbehandling ville koste i Tandplejen.
Priseksempel på plastfyldning kindtand
Eksempel på privat tandlæges pris: 1550 kr.
Eksempel på vores maksimumbeløb: 1452 kr.
Overskydende beløb: 1550 kr. - 1452 kr. = 98 kr.
Egenbetaling: 98 kr.
Priseksempel på bøjlebehandling
Eksempel på privat specialtandlæges pris: 48.000 kr.
Eksempel på individuelt tilskud fra Tandplejen: 29.000 kr.
Overskydende beløb: 48.000 kr. - 29.000 kr. = 19.000 kr.
Egenbetaling: 19.000 kr.
Se Tandplejens maksimumbeløb nedenfor.
Tandplejens maksimumbeløb
Eksempler på maksimumbeløb:
- Plastfyldning fortand, flere flader: 1052 kr.
- Plastfyldning lille kindtand, to flader: 1083 kr.
- Plastfyldning lille kindtand, tre flader: 1452 kr.
- Plastfyldning stor kindtand, to flader: 1359 kr.
- Plastfyldning stor kindtand, tre flader: 1672 kr.
- Hård bidskinne: 2575 kr.
- Blød bidskinne: 1648 kr.
- Kompliceret operativ fjernelse af visdomstand: 2982 kr.
- Retentionstråd: 309 kr. pr. tand
- Fuld bidfunktionsundersøgelse: 1288 kr.
Pr. 1. januar 2025 vil tilskuddet for tandreguleringsbehandling blive beregnet individuelt. Tilskuddet svarer til det, din/ dit barns tandreguleringsbehandling ville koste i Tandplejen.
Hvis du ønsker at komme tilbage til en af vores tandklinikker
Du er velkommen til at komme tilbage til en af vores tandklinikker, hvis du tidligere har benyttet dig af Frit valg hos fx en privat tandlæge - dog skal større behandlinger fx bøjlebehandling altid afsluttes der, hvor de er sat i gang.