Specialtandpleje for børn og unge med særlige behov

Læs om klinikken, få praktiske råd og find vores billeder og guides til brug derhjemme.

Specialtandpleje

Børn og unge 0-17 år med særlige behov, kan gå til tandpleje på specialtandklinikken Gerbrand.

Unge på 18-21 år, der har brug for specialtandpleje, går til tandpleje hos Voksentandplejen.

Specialtandklinikken Gerbrand

Klinikken ligger på Gerbrandskolen, Gerbrandsvej 9, 4. sal (vi anbefaler at tage elevatoren). På klinikken undersøges og behandles børn af personale, som har erfaring med at imødekomme børn og unge med særlige behov. 

Første besøg på Specialtandklinikken

Første gang man kommer på klinikken, handler det især om at se klinikken, møde personalet og give barnet en god og tryg oplevelse med at komme på klinikken. Vi vil også gerne se på barnets tænder, men vi tager først og fremmest udgangspunkt i, hvad barnet eller den unge kan og vil være med til.

Når I kommer på klinikken, vil vi spørge til:

  • hvordan dit barn kommunikerer (fx verbalt, med lyde eller tegn) 
  • forhold, dit barn er særlig sensitiv overfor (fx lys, lyd, lugt, berøring eller smerte)
  • evt. hvordan dit barn typisk reagerer i nye situationer – især hvis der stilles krav 
  • dit barns diagnoser, medicinering samt tilknytning til hospital og afdeling. 

Billeder og materialer 

For nogle børn og unge kan det være en fordel, hvis de er blevet forberedt på besøget - inden de skal på tandklinikken. 

Her på hjemmesiden kan I finde materialer som piktogrammer, billeder, små historier og skemaer 

Klinikken

Adresse: Gerbrandskolen, Gerbrandsvej 9, 4. sal, 2300 København S. Der er både en trappeopgang og elevator til tandklinikken, handicaptoilet med mobil skifteplads, lift til tandlægestolen og behandlingspuder ved behov for støtte.

Gode råd

Vis alle

Hvad kan du være opmærksom på, når du børster dit barns tænder?

God støtte

Når du børster tænderne på dit barn er det vigtigt, men ikke altid let, at du støtter barnets hoved, så du ikke rammer forkert med tandbørsten.

Et godt overblik

Samtidig er det vigtigt at have et godt overblik, når du hjælper dit barn med tandbørstningen. Hold gerne ud i kinder og læber, mens du børster, så du bedre kan se, hvad du laver.

Når du børster barnets tænder, kan du evt. stille dig bagved barnet, så får du et bedre overblik og kan bedre komme til at børste.

Skyl munden

Inden du børster tænderne på dit barn, kan det hjælpe at dit barn får skyllet munden, gurgler vand rundt i munden. På den måde kan munden renses for ophobet madrester, og større krummer inden selve tandbørstningen.

Klinikken vil også kunne give dig flere gode råd til tandbørstningen af dit barn.

Læs mere om tandbørstning og tandpasta.

Hvilke hjælpemidler findes der?

Tandbørsten er det vigtigste ”værktøj”, når tænderne skal holdes rene. Dog kan der godt være brug for øvrige hjælpemidler under tandbørstningen på dit barn.

Du kan få gode råd og vejledning på tandklinikken til anvendelse af hjælpemidler, og til hvordan du i hverdagen kan hjælpe dit barn til en god tandsundhed.

Hjælpemidler til hjemmebrug:

Superbrush

Du kan bruge en Superbrush, hvis det er meget svært at få lov til at børste tænderne eller at komme til i munden. Tandbørstningen bliver ikke så god som ved en almindelig tandbørstning, men det kan være et godt kompromis.

Swap

Hvis barnet eller den unge har dårlig selvrensning af munden, kan en swab bruges til at fjerne resterne efter et måltid.

Fingerbeskytter 

En fingerbeskytter er god til at hjælpe med at holde munden åben, hvis barnet hurtigt bliver træt i kæberne, og kan beskytte mod at blive bidt i fingrene.

Slipper tålmodigheden med tandbørstningen op undervejs?

Hvis tålmodigheden med tandbørstningen slipper op undervejs, er det ofte det sidste sted, der ikke bliver børstet grundigt rent.

Skift startsted i munden

Prøv derfor at starte tandbørstningen forskellige steder i munden morgen og aften. Start fx i venstre side af undermunden om morgenen, og forsøg at nå hele vejen rundt med tandbørsten. Om aftenen kan I så starte i højre side af overmunden og børste den modsatte vej rundt.

Der vil på denne måde være større sandsynlighed for, at alle tænderne bliver børstet rene i løbet af dagen.

Skema

Du kan bruge skemaet "Krydse af" derhjemme. På skemaet kan du krydse af dér, hvor du har børstet grundigt, og så følge op ved næste tandbørstning.

Hvis barnet ofte fejlsynker?

Madrester, der ikke renses væk, giver bakterier i munden. Bakterierne er med til at øge risikoen for tandsygdomme, som fx huller i tænderne. Derudover øges barnets risiko for lungebetændelse i forbindelse med fejlsynkning, hvis der er mange bakterier i munden.

Derfor er en god mundhygiejne meget vigtig, for at forebygge og minimere sundhedsgener for dit barn.

Se piktogrammer, små historier, skemaer og billeder

Vi har forskelligt materiale, som du kan bruge sammen med dit barn.