Tænder og tandpleje 6-15 år
Når mælketænderne skiftes ud
Børn i alderen 6-15 år er i fuld gang med at skifte deres mælketænder ud. I nogle år vil børnene have en blanding af mælketænder og de nye voksentænder i munden.
De nye voksentænder
Når alle de nye tænder er kommet frem, er der i alt 28 tænder. Der kan senere komme visdomstænder, men det er ikke alle, der får dem. Man kan få op til 4 visdomstænder.
Børnene skal have deres voksentænder resten af livet, så det gælder om at lære at passe godt på dem fra starten af.
De gode råd
- Børst tænder 2 gange dagligt
- Brug tandpasta med fluorid
- Børst i 2 minutter
- Undgå at skylle munden efter tandbørstning.
Vær opmærksom på 6-årstanden
Fokus på de nye voksenkindtænder
Lak på tænderne beskytter mod huller
Tandpleje 6-15 år
Vis alle
Hvordan bliver mit barn indkaldt til tandpleje?
Dit barn bliver automatisk indkaldt til undersøgelse og behandling. Vi sender en tid til forældrenes e-Boks. Fra 15 år sender vi også tiderne til den unges egen e-Boks.
Følg gerne dit barn
Det er en god idé at følge med dit barn til tandpleje. Så får du bedre indblik i, hvordan du i hverdagen kan hjælpe dit barn med at holde tænderne rene og undgå huller.
Kontakt
Er du i tvivl om noget angående besøg på tandklinikken, er du altid velkommen til at kontakte Tandplejen.
Hvordan børster jeg bedst mit barns tænder?
God hovedstøtte
Når du skal børste tænderne på dit barn, bør du sørge for, at barnets hoved hviler stabilt.
Barnet kan fx stå op ad væggen og få børstet tænderne af dig.
Du kan også stå bagved dit barn, når du børster dit barns tænder. Sørg for, at dit barns hoved kan få støtte op ad dig under tandbørstningen.
Gode råd
- Børst dit barns tænder 2 gange om dagen
- Brug tandpasta med fluorid
- Træn dit barn i selv at børste tænder, men børst efter
- Indtil dit barn er ca. 10 år, skal en voksen hjælpe med tandbørstningen.
Læs mere om tandbørstning og tandpasta eller spørg på tandklinikken, hvis du er i tvivl om tandbørstningen.
Hvornår kan børn selv børste tænder?
Mellem 10-12 år
Vi anbefaler, at forældre står for den daglige tandbørstning af børn som minimum frem til 10-årsalderen. Derefter vil der være en periode fra 10-12 år, hvor forældre kan give mere slip og gradvist lade barnet overtage tandbørstningen.
Vær opmærksom
Vær opmærksom på, hvorvidt dit barn kan overskue at børste alle tænder og på samtlige flader. Det kræver både motorik og fokus at børste sine tænder grundigt.
Rokketænder og frembrud
Når der er rokketænder og frembrud af nye voksentænder, kan dit barn have gavn af, at du overtager tandbørstningen i en periode eller følger godt med i, om der bliver børstet rent.
I kan øve jer derhjemme fx ved at:
- Dit barn kan starte med at børste sine tænder, og at du som forælder børster tænderne efter
- Dit barn kan børste sine tænder om morgenen, og forælder børster barnets tænder om aftenen
- Bruge et tandbørsteskema, for at holde fokus på opgaven
- Bruge farvetabletter. De kan synliggøre bakteriebelægninger på tænderne for dit barn.
Læs mere om tandbørstning og tandpasta eller spørg på tandklinikken, hvis du er i tvivl om tandbørstningen.
Hvorfor bruge farvetabletter?
Når du skal til at lære dit barn selv at børste sine tænder, kan farvetabletter være en god ide at bruge indimellem.
Et pædagogisk og visuelt redskab
Det er et redskab, som kan:
- gøre øve-stederne mere synlige for dit barn
- hjælpe dit barn med også at huske øve-stederne til næste tandbørstning
- gøre dit barn mere nysgerrig omkring sin egen tand situation
- motivere dit barn til at gøre sig ekstra umage med at få børstet sine tænder grundigt.
Hvordan virker farvetabletter?
Farvetabletter bruges til at indfarve tænderne. De steder, hvor der sidder bakteriebelægninger på tænderne, vil blive farvet og synlige for én. Man kan bruge farvetabletter til at blive opmærksom på de tænder, man ikke får børstet helt grundigt.
Hvor finder jeg farvetabletter?
Farvetabletter kan købes i håndkøb på apoteket. Læs indlægssedlen ift. fremgangsmetode. Vær opmærksom ved farveallergi.
Hvad med rokketænder?
Rokketænder er de mælketænder, som bliver naturligt løse.
Børn er ofte ret optaget af deres rokketænder, og derfor kan det for mange børn være en sjov opgave at rokke dagligt med deres rokketænder.
Rokketands-skema
Vi er glade for børns nysgerrighed og motivation for at rokke med deres rokketænder og opfordrer til, at børn selv rokker med deres rokketænder. I kan afprøve et rokketands-skema derhjemme, hvis I ønsker mere fokus på opgaven.
I er velkomne til at kontakte os, hvis det ikke lykkedes at få rokket rokketanden ud, så hjælper vi.
Rokketænder og tandbørstning
Det kan være en sjov tid for dit barn med rokketænder, men det kan også give lidt ømt tandkød og gøre den daglige tandbørstning lidt svær.
Hjælp af en voksen
Når der er rokketænder i munden, kan det i starten føles uvant evt. ubehageligt at få børstet tænderne. Det kan hjælpe dit barn, når du børster forsigtigt på tand og tandkød - vær tålmodig.
Sæt derfor gerne lidt ekstra tid af til tandbørstningen, så det fortsat kan gøres grundigt og med hjælp af en voksen.
God fornøjelse :-)
Hvorfor har mit barn dobbelttænder eller strittende fortænder?
Dobbelttænder
Det sker ofte, at de nye fortænder kommer frem foran eller bagved de gamle mælketænder. Så har dit barn i en periode "dobbelttænder", og det sker der ikke noget ved.
I kan se tiden lidt an, prøve at rokke mælketanden ud selv og ellers kontakte os, så I kan få hjælp til det.
Strittende fortænder
De første blivende tænder, der kommer frem, er fortænderne og 6-årstænderne. Når de nye fortænder kommer, kan de godt stritte lidt, men de retter sig ofte af sig selv.
Rokketænder - rok dem gerne selv ud :-)
Hvordan er din tandbørstning? Grundig, hurtig eller springes den over?
Forsikring
Efter en tandskade kan der være risiko for, at der opstår senfølger.
Derfor anbefaler vi, at du tegner en tandskadeforsikring til dit barn og anmelder skaden, hvis uheldet er ude.