Til privatpraktiserende tandlæger og tandplejere

Læs her om reglerne, når du som privat tandlæge eller tandplejer indgår en aftale om tandpleje i henhold til fritvalgsordningen.

Fritvalgsordningen for børn og unge

Vis alle

Aftalen

Aftalen indebærer, at du som privatpraktiserende tandlæge eller tandplejer overtager ansvaret for, at patienten modtager det kommunale tandplejetilbud i overensstemmelse med gældende lovgivning, bekendtgørelser og vejledninger.

Omfanget af og kravene til tandplejetilbuddet til børn og unge er det samme, hvad enten tandpleje ydes på en offentlig klinik eller hos en privatpraktiserende tandlæge eller tandplejer.

Privatpraktiserende tandplejer

Hvis der indgås aftale med privatpraktiserende tandplejer, skal der samtidig indgås aftale med en privatpraktiserende tandlæge til at varetage behandlinger, der ligger uden for tandplejerens virksomhedsområde. Behandlinger, der både kan udføres af tandlæge og tandplejer, vil i dette tilfælde skulle foretages hos den privatpraktiserende tandplejer.

Aftale før behandling

Aftalen skal være på plads, før behandlingen kan begynde, ellers vil ydelsen ikke kunne honoreres. Dette gælder alle behandlinger på nær akut og nødvendig nødbehandling.

Aftalen udløber

Aftalen ophører, og journalmaterialet videresendes, hvis patienten vælger en anden tandlæge. Aftalen udløber automatisk dagen før, patienten fylder 22 år.

BUT-overenskomsten

De fleste ydelser, der foretages på børn og unge, er prissat i BUT-overenskomsten. Disse ydelser kræver ikke indsendelse af overslag, men reglerne for ydelserne skal følges. 

Overenskomst for tandpleje for børn og unge

Find honorartabel for behandling af børn og unge 0-17 år her 

Frie ydelser

Ydelser, som ikke er prisfastsat ved BUT-overenskomsten, vil kun blive dækket efter forudgående ansøgning i form af overslag, samt godkendelse af Tandplejen.

Der er dog mulighed for tilkøbsydelser, som betales af patienten/familien. Det kan fx være en anden, dyrere eller hyppigere behandling end den, der kan godkendes af Tandplejen.

Maksimumsbeløb for flerfladede plastfyldninger og bidskinner

Tandplejen har fastsat en række maksimumsbeløb, som kan dækkes af Tandplejen i forbindelse med behandling med flerfladede plastfyldninger og bidskinner. 

Vær opmærksom på, at ydelsen for amotio 3. molar dækkes svarende til BUT-overenskomstens honorar-nr. 255.

Aktuel prisliste (vil blive reguleret to gange årligt)

  • Plast fortand, flere flader - 1021 kr.
  • Plast præmolar, to flader - 1051 kr.
  • Plast præmolar, tre flader - 1410 kr.
  • Plast molar, to flader - 1319 kr.
  • Plast molar, tre flader - 1623 kr.
  • Hård bidskinne - 2500 kr.
  • Blød bidskinne - 1600 kr.

Overslag skal fortsat sendes til godkendelse forud for behandlingen.

Prislisten er sidst opdateret: august 2023

Udeblivelser

Ved gentagne udeblivelser har du som privat tandlæge/ tandplejer pligt til at give Tandplejen besked om dette. 

Ring til os på tlf. 35 30 39 60 eller skriv til os via EDI Portalen.

Undersøgelsesintervaller

I det kommunale tandplejetilbud følges Sundhedsstyrelsens retningslinjer for undersøgelsesintervaller på mellem 12 og 24 måneder.

Tidspunktet for næste statusundersøgelse skal fremgå af den senest indsendte faktura.

SCOR-indberetninger

Det er obligatorisk at indsende SCOR-indberetninger for børn og unge til Sundhedsstyrelsen. Dette skal foregå i det kalenderår, hvor barnet eller den unge fylder henholdsvis 5, 7, 12 og 15 år.

Egenbetaling 0-15 år

For børn 0-15 år er der en egenbetaling på 35% af honoraret.

Det er dig som privatpraktiserende tandlæge/ tandplejer, der skal opkræve denne del af honoraret.

På tilkøbsydelser vil egenbetalingen være 100%.

Der er også mulighed for egenbetaling, hvis honoraret overstiger det af Tandplejen godkendte beløb for en behandling.

Behov for tandreguleringsbehandling

Den privatpraktiserende tandlæge/ tandplejer har ansvaret for at henvise barnet eller den unge til privatpraktiserende specialtandlæge i ortodonti for visitation og eventuel behandling, hvis det vurderes, at der kan være behov for tandreguleringsbehandling.

Tandplejen dækker kun tandreguleringsbehandling foretaget af specialtandlæge i ortodonti.

Registrering i Regionstandplejen

Den privatpraktiserende tandlæge/ tandplejer har ansvaret for at børn og unge med odontologiske lidelser, som ubehandlet kan medføre funktionsnedsættelse, bliver henvist til Regionstandplejen.

Dette gælder, hvis det vurderes, at der bliver behov for behandling, efter barnet/ den unge er fyldt 22 år.