Fokus på 6-årstænder
6-årstænder
De første blivende kindtænder, der kommer bagerst i munden bag mælkekindtænderne, kalder man 6-årstænder. De kommer i 6-årsalderen og kommer som tand nr. 6, hvis du tæller fra midt i munden.
Der er ikke en mælketand, som først skal falde ud, dér hvor de kommer. Man får i alt fire 6-årstænder.
6-årstænderne kan være svære at ramme med tandbørsten. Især imens de er på vej frem. De bryder frem som en lille spids til at starte med. Måske kan dit barn mærke med sin tunge, om de er på vej.
Tand på vej
På billedet kan du se en 6-årstand, som er ved at bryde frem. Det kan tage flere måneder, inden 6-årstanden er helt fremme og er på højde med de andre tænder. Derfor er det vigtigt at opdage 6-årstænderne tidligt og få dem børstet lige så grundigt som de mere synlige tænder.
Børst på tværs, når tanden er ved at bryde frem
På billedet kan du se, hvordan der kan børstes på tværs af 6-årstanden. På den måde kan du bedre ramme tanden med tandbørsten, når tanden er ved at bryde frem.
Solobørste
Du kan bruge en solobørste som et supplement til den almindelige tandbørste, når 6-årstanden er på vej frem. Solobørsten har et lille børstehoved og kan bedre komme rundt om tanden og børste på tandens tyggeflade.